Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Ny app: Lommerne fulde af gode råd om børnesikkerhed

Udgivet:

Sikkerhedsportalen SikkerHverdag.dk lanceres nu som app, så forældre og fagpersoner fremover har adgang til viden og råd om børnesikkerhed direkte fra mobilen.

Det kan være svært at orientere sig i de mange informationer, lovgivninger og anbefalinger inden for området børnesikkerhed. En undersøgelse foretaget af Epinion på vegne af Børneulykkesfonden viser, at mere end hver tredje forælder synes, at det er svært at orientere sig i alle de informationer, der findes på området. Derfor lancerede Børneulykkesfonden tidligere på året sikkerhedsportalen SikkerHverdag.dk, hvor alt information er samlet på ét sted. Børneulykkesfonden har nu videreudviklet initiativet med en app, der er tilknyttet portalen. Den nye app indeholder de samme informationer, som der er på sikkerhedsportalen. Fordelen er dog, at disse nu er lettere tilgængelige på mobilen.

Efterspørgsel på sikkerheds-app
Hovedformålet med appen er, at forældre altid har de nødvendige informationer om børnesikkerhed lige ved hånden og hurtigt kan få svar på spørgsmål vedr. deres børns sikkerhed. Tal fra Epinion-undersøgelsen viser, at kun 45 % af forældrene føler sig godt klædt på, når det kommer til deres børns sikkerhed. Ifølge Børneulykkesfonden er appen derfor en god måde at imødekomme det behov, som forældre har, når det kommer til viden om deres børns sikkerhed i hverdagen:

Vi har oplevet en efterspørgsel på en app i relation til SikkerHverdag-sitet. Og da sitet har fået en rigtig god modtagelse af brugerne, mener vi også, at en app er et naturligt supplement hertil. På den måde har forældrene altid informationerne direkte på mobilen, når de har brug for dem.” udtaler Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Den nye app består, ligesom portalen SikkerHverdag.dk, af informationer om børnesikkerhed inddelt i ni kategorier, herunder bl.a. sikkerhed i hjemmet, i bil samt sikkert børneudstyr. Appen hedder Sikker Hverdag og kan hentes gratis i App Store og Google Play allerede i dag.

Appen og portalen SikkerHverdag.dk er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Sikkerhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen og Vejdirektoratet med støtte fra Sundhedsstyrelsen.

  • Appen er et supplement til portalen SikkerHverdag.dk og består af en lang række artikler, som er fordelt på ni kategorier, herunder bil, hjemmet, brand, leg og børneudstyr m.fl.
  • Projektet er støttet af Sundhedsstyrelsen.
  • Alle artikler er kvalitetssikret af relevante samarbejdspartnere, herunder Sikkerhedsstyrelsen, Vejdirektoratet, Miljøstyrelsen m.fl. Dette er gjort for at sikre, at artiklerne lever op til aktuelle anbefalinger og lovkrav.
  • Appen er gratis og kan hentes i App Store og Google Play via dette link: https://sikkerhverdag.dk/hent-som-app 

Undersøgelsen er gennemført på baggrund af 1.112 interviews med forældre, der har hjemmeboende børn under 18 år.

Undersøgelsen viser bl.a., at mere end hver tredje forælder (37 %) synes, at det er svært at orientere sig i informationer, lovgivninger og anbefalinger vedr. børns sikkerhed.

Blot 45 % af forældrene føler sig godt klædt på, når det kommer til deres børns sikkerhed, mens 29 % svarer, at de føler sig dårligt klædt på i forhold til deres børns sikkerhed i trafikken.

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Marie Bødtker

E-mail: marie@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 85 10

Om Børneulykkesfonden

Ulykker udgør et af de største sundhedsmæssige problemer for børn. Ulykker er ikke blot den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-19 år, men også årsag til mange skadestuebesøg, konsultationer hos egen læge og sygehusindlæggelser. Hvert år kommer ca. 150.000 børn under 15 år ud for en ulykke og må en tur på skadestuen.

Børneulykkesfonden arbejder for at skabe sikre rammer for danske børn i hjemmet, i trafikken og til sport/fritidsaktiviteter uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse.

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os