Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Bid og stik

Dyrebid og stik er generelt ikke en betydelig fare i vores del af verden, men der er dog stadig en række af dyr og insekter, man skal være opmærksom på, da deres bid og stik kan føre ubehagelige sygdomme med sig. Herunder er beskrevet de vigtigste og mest almindelige bid og stik, og de symptomer og behandlinger man skal kende. Mindre børn er især udsatte for bid og stik.

Dybe dyrebid kan give stivkrampe. Stivkrampe fås af en bakterie, som kan overføres ved bid. Hvis man ikke er blevet vaccineret mod stivkrampe inden for de seneste 10 år, er det derfor vigtigt, at tage til skadestuen og blive vaccineret.

Behandling:

  • Hvis biddet kun lige er gået igennem huden, behandles det som et mindre sår. Vask såret grundigt med vand og sæbe og et desinfektionsmiddel. Dæk såret med en ren bandage.

Tag kontakt til en læge:

  • Hvis biddet er dybt eller tæt på sener og led, eller hvis huden er grimt oprevet og bløder. Tryk mod såret for at standse blødningen, og læg herefter en bandage.
  • Hvis der er tegn på infektion i form af hævelse, rødme, øget smerte eller udsivning af væske fra såret.
  • Hvis du mistænker, at biddet kan stamme fra et dyr, som kan overføre rabies (i udlandet).

Særligt ved hugormebid

Symptomer efter et hugormebid varierer meget. Symptomerne afhænger af, hvor hugormen bider, og hvor meget gift den sprøjter ind. Hvis der ingen reaktion kommer, skyldes det, at der ingen gift er blevet sprøjtet ind. Et hugormebid kendetegnes ved, at der er to små huller i nærheden af hinanden i huden. Ofte ligner det bare to små prikker med nogle millimeters mellemrum.

Symptomer ved hugormebid:

  • Til at begynde med er det kun selve biddet, som gør ondt.
  • Senere, ofte flere timer efter biddet, opstår en kraftig hævelse og farveændring omkring biddet.
  • Hånden/foden bliver blå og gør ondt. Hævelse, blå mærker og smerter kan forværres over flere dage.
  • Undertiden kommer der tidlige symptomer som kvalme, opkastninger, diarré eller mavesmerter.
  • Åndedrætsbesvær, blodtryksfald, hjerteforstyrrelser eller bevidstløshed kan forekomme, men er heldigvis sjældne.

Behandling:

  • Tal beroligende til barnet.
  • Læg gerne barnet ned og helst med den skadede kropsdel højt. Løft eller bær barnet, hvis det skal flyttes.
  • Forsøg ikke at klemme, suge eller skære giften fra såret.
  • Søg lægehjælp for vurdering og observation.

Undgå hugormebid

Sørg for, at børn har støvler på, når de går i højt græs, og lær dem aldrig at fange slanger. Slangebid kan forårsage stivkrampe, og det er derfor vigtigt, at være stivkrampevaccineret.

 

Dybe menneskebid kan give stivkrampe. Stivkrampe fås af en bakterie, som kan overføres ved bid. Hvis man ikke er blevet vaccineret mod stivkrampe indenfor de seneste 10 år, er det derfor vigtigt at tage til skadestuen og blive vaccineret

Behandling:

  • Hvis biddet kun lige er gået igennem huden, behandles det som et mindre sår. Vask såret grundigt med vand og sæbe og et desinfektionsmiddel. Dæk såret med en ren bandage.

Tag kontakt til en læge:

  • Hvis biddet er dybt eller tæt på sener og led, eller hvis huden er grimt oprevet og bløder. Tryk mod såret for at standse blødningen og læg herefter en bandage.
  • Hvis der er tegn på infektion i form af hævelse, rødme, øget smerte eller udsivning af væske fra såret.

Flåtsæsonen er normalt mellem april og oktober.

Flåter kan sprede flere sygdomme til mennesker, blandt andet:

  • Borreliabakterier
  • TBE (Tick-Borne Encephalitis)-virus
  • Ehrlichiabakterier

Flåter trives bedst i fugtige, skyggerige steder og findes ofte i løvskovsområder med tæt vegetation. Når flåten er aktiv, sidder den på et græsstrå parat til at angribe, når der kommer et offer forbi. TBE er mest udbredt på Bornholm, men er også set andre steder i landet blandt andet i Nordsjælland. Borreliabærende flåter findes over hele landet.

Ofte lægger man ikke selv mærke til, at man har haft en flåt siddende. Ca. halvdelen af dem, der bliver bidt, har ikke bemærket flåten.

Symptomer:

TBE- og erhlichiasmitten kan overføres fra flåten med det samme, mens borrelia-bakterien normalt først overføres fra flåten efter et døgn.

  • Borrelia

Mange af dem, der får borelliose, oplever typisk en rødmen omkring biddet et par uger efter flåtbiddet. Hvis det ikke behandles, kan sygdommen sprede sig fra huden og forårsage symptomer i nervesystemet (f.eks. meningitis), smerter i leddene (gigt) og i hjertet.

Ansigtslammelser, nakkestivhed og hovedpine er eksempler på ganske almindelige symptomer fra nervesystemet.

  • TBE

TBE begynder med influenzalignede symptomer en-to uger efter flåtbiddet. Nogle dage herefter får ca. en tredjedel tegn på meningitis og eventuelt hjernebetændelse. Infektionen kan også forløbe helt uden symptomer. Enkelte får varige mén enten af mental art eller som anden nerveskade. Hos mindre børn bliver sygdommen sjældent alvorlig.

  • Ehrlichia

Ehrlichia giver influenzalignede symptomer såsom feber, hovedpine og ømhed i kroppen. Der forekommer forholdsvis få tilfælde af smitte med ehrlichia i Danmark.

Behandling:

  • Fjern flåten med en pincet eller tægetang. Sørg for ikke at få trykket på kroppen, når du fjerner den, og sørg for at få fjernet hele flåten.
  • Brug ikke margarine eller neglelak til at fjerne flåten, da det kan øge risikoen for at overføre smitte til den bidte person.

Søg læge, hvis:

  • Bidstedet bliver ved med at være hævet eller rødt.
  • Et område større end en femkrone rødmer og breder sig.
  • Personen får symptomer såsom træthed, hovedpine, kvalme, vægttab, let feber og smerter i arme, ben, nakke eller ryg.
  • Personen får anfald af smerter og hævelse i et eller flere led.
  • Lammelse af den ene side af ansigtet.
  • Personen får høj feber, svær hovedpine, kaster op, bliver svimmel eller får nakkestivhed nogle uger efter et flåtbid.

 

 

Gratis førstehjælps-app

Børneulykkesfonden har lanceret en gratis førstehjælps-app til iPhone i samarbejde med Codan. 
Hent den gratis app allerede i dag og få førstehjælpen lige ved hånden. 
Læs mere

Støt os Følg os