Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Arranger dit eget Centimeter Maraton

3-2-1, løb! Arranger dit eget Centimeter Maraton med Rasmus Klump

Frisk luft, sjov og sved på panden er hovedingredienserne i at deltage i Centimeter Maraton med Rasmus Klump.  Nu giver Børneulykkesfonden og Egmont Publishing Kids dig muligheden for selv at arrangere det populære Centimeter Maraton i din by.
Når du arrangerer et Centimeter Maraton selv, får børnene i alderen 2-10 år mulighed for at møde den pandekage elskende Rasmus Klump på eventyr. Centimeter Maraton er lidt anderledes end et almindeligt maraton og måler 42.195 cm (422 meter) i forhold til 42.195 meter, som vi normalt kender det.

 

Rasmus Klump er klar, parat til start!

Børn og barnlige sjæle i alle aldre kender Rasmus Klump, som i selskab med sine venner tager ud på masser af eventyr. Nu er han klar til nye eventyr med en masse nye venner, for han er nemlig med til Centimeter Maraton både før, under og efter løbet, så alle børn får muligheden for at løbe et børne-maraton i selskab med Rasmus Klump.
Løbet er arrangeret sådan, at alle forældre og bedsteforældre har lov til at følge med. Alle børnene inddeles i to grupper: Pildskadderne og Gøjerne. Pildskadderne er for de mindste børn, hvor en voksen eller ældre bror/søster løber med. Gøjerne er for de større børn, som godt kan løbe hele distancen selv.

 

Støt Børneulykkesfonden

Ved at arrangere dit eget Centimeter Maraton er du samtidig med til at støtte et godt formål. Overskuddet fra maratonløbet går til Børneulykkesfondens forebyggende arbejde med at skabe øget sikkerhed for danske børn og forebygge ulykker i børnehøjde.
Centimeter Maraton kan arrangeres både som privat person, som virksomhed, som skole, kommune eller som sportsklub. Når du ønsker at tage en snak om at arrangere et Centimeter Maraton skal du skrive navn og kontaktoplysninger på en primær ansvarlig person.
Vil du melde dig som arrangør af Centimeter Maraton med Rasmus Klump eller vil du vide mere, så kontakt Henriette Madsen på buf@borneulykkesfonden.dk eller på 30 37 77 22

Løbet kan afholdes I perioden maj til september.

Som arrangør skal du:

  • Have mindst 80 deltagere til løbet.
  • Vælge en dato, hvor du ønsker Centimeter Maraton afholdt. Husk at vælge en dag, der passer med, hvad der ellers sker i området. Styr uden om andre store arrangementer, medmindre man kan koble løbet sammen med det, andre løb osv.
  • Finde et godt sted til afvikling af løbet. Vi anbefaler et sted, hvor jeres deltagere kan blive og hygge efter løbet med en frokostkurv, fx et større græsareal, sportsplads, skolegård eller en legeplads.
  • Planlæg en rute på 42.195 cm (422 m). Det er vigtigt, at ruten er en sikker rute, da det er børn, der skal løbe. Ruten skal gerne være tilgængelig for alle.
  • Sørge for at indhente tilladelser til afholdelse af løbet, hvis det er påkrævet i det valgte område. Husk både politi og kommune.
  • Sørge for lokal "annoncering" og omtale af løbet. Fx ved at ophænge plakater (udleveres af Børneulykkesfonden ved bestilling), via netværk i børnehaven, skolen, i sportsklubben osv. Udsende pressemeddelelse til lokalavisen (udkast fremsendes af Børneulykkesfonden). VIGTIGT: både pressemeddelelse og annoncer skal godkendes af Egmont Publishing Kids og Børneulykkesfonden.
  • Sende løbende oplysninger til Børneulykkesfonden om forventet deltagerantal mv.
  • Sørge for at have medhjælpere, frivillige m.m., som kan hjælpe på dagen med:
    • Opsætning af målportal (fremsendt af Børneulykkesfonden, hvis I ikke selv har en)
    • Opsætning af rute, herunder opsætning af løbsskilte
    • Nedtagning af rute, herunder nedtagning af løbsskilte
    • Udlevering af startnumre til forhåndstilmeldte
    • Registrering og modtagelse af eftertilmeldinger
    • Udlevering af refleksveste
    • Opsætning af depot med vand eller lignende
    • Opsætning af borde til diplomer, guldmedaljer som modtages ved målstregen
    • Finde en frivillig, der vil hjælpe med opvarmning
  • Sikre at der bliver ryddet op efter løbet.
  • Lave en afsluttende tilbagemelding til Børneulykkesfonden med antal eftertilmeldinger og overførelse af indsamlede midler fra dagen.
  • Have en dialog med Børneulykkesfonden omkring den person der skal gå i Rasmus Klump.

Som arrangør er man langt hen ad vejen fri til at sætte eget præg på sit lokale Centimeter Maraton. Dog er der særlige regler i forhold til brugen af Rasmus Klump. Børneulykkesfonden deltager derfor med en medarbejder til løbet, som hjælper til og koordinerer aktiviteten med Rasmus Klump.

Til løbet kan det også være en god ide at lave små konkurrencer, lodtrækninger og andre sjove aktiviteter for børnene.

 

Børneulykkesfonden sørger for:

  • Udarbejdelse af materiale i forbindelse med løbet, fx plakater, banner til start/målområde osv.
  • Drift af Rasmus Klump-kostumet, dvs. at sikre at den person der skal være i kostumet overholder de regler, der er gældende for brug af Rasmus Klump.
  • Startnumre. Disse sendes til dig som arrangør i ugen op til løbet.
  • Online tilmeldingssystem, hvor folk kan købe billetter til Centimeter Maraton på forhånd.
  • Medaljer, refleksveste og diplomer til alle deltagere (antallet af uddelingsmateriale, som tilsendes baseret på løbende estimater af deltagerantal).
  • Sponsorer til Centimeter Maraton på landsplan. Sponsorernes rolle er at give en økonomisk håndsrækning til løbet, fx produktion af materialer. Du er velkommen til at finde lokale sponsorer, men vær opmærksom på at du ikke kan forpligte Centimeter Maraton eller Børneulykkesfonden overfor 3. mand. Evt. overskud fra sponsorater videregives til Børneulykkesfondens forebyggende arbejde og sponsor skal godkendes af Børneulykkesfonden.
  • Assistance til lokal-presseindsats, hvis det ønskes.
  • Assistance som sparringspartner til afholdelse af løbet.

Det koster 100 kr. at deltage i Centimeter Maraton. 50 kr. går direkte til Børneulykkesfondens forebyggende arbejde. 40 kr. går til løbets afholdelse og administration (refleksveste, guldmedaljer, diplomer, transport m.m.) og 10 kr. går til den lokale arrangør.
Vi glæder os til at holde Centimeter Maraton med en masse energiske og engagerede lokal-arrangører, og deltagende børn - vi håber, du bliver en af arrangørerne!

 

 

 

Støt os Følg os